Om mig

Jeg var omkring 6 år gammel, da jeg begyndte at spille – ikke på klaver, men elorgel. Det var sådan et stort og tungt 70’er-orgel med to manualer, rytmeboks og fodbasser, der stod midt i stuen.

Mine to storesøstre gik til elorgel, men interesserede sig på det tidspunkt mere for deres kirkekor. Og min far kunne en sjælden gang finde på at spille lidt på orgelet. Men ellers var det mest guitaren, mandolinen eller banjoen, som han fandt frem om aftenen, når min tvillingebror og jeg var lagt i seng. Så sad han der i stuen og spillede og sang kun afbrudt af min mors indskydelser, mens hun sad med strikketøjet i gyngestolen.

Set i bakspejlet blev jeg i grunden eksponeret en del for musik i min barndom bl.a. i kirken om søndagen og til børnekor og tamburkorps, hvor jeg spillede signalhorn og siden stortromme!?

Jeg husker som 13-årig min første offentlige optræden ved en talentkonkurrence i en lokal sportshal med min bror på trommer og jeg selv på mundharpe, klaver og venstrehåndsbas. Vi vandt ikke…

Midt i folkeskolen lavede vi vores første band sammen med nogle venner. Vi havde ingen forsanger, så det var bare instrumentalt, og numrene, som vi selv skrev, fik navne efter deres akkorder.

En dag kontaktede en 3 år ældre bekendt, som spillede guitar, os og spurgte, om min bror og jeg ville jamme. Min far havde lavet et øvelokale til os i garagen – mest til min brors trommesæt, fordi han spillede ekstremt højt – og dér i øvelokalet oplevede vi to brødre en sen aften for første gang lyden af en “ægte” elguitar.

At guitarfyren havde langt krøllet hår, ørering og cowboystøvler, gjorde ikke oplevelsen mindre for os to knejter. Vi var dybt imponerede. Resultatet blev et band – denne gang med en dygtig og smuk sangerinde, som optrådte på en række efterskoler o.lign. rundt i Jylland.

Siden kom jeg på gymnasium, MGK og musikkonservatoriet, og jeg begyndte bl.a. at optræde med forskellige gospelkor.

Det var den korte historie om, hvordan jeg er endt som en musiknørd, og resten kan du læse mere om andre steder her på siden.

Fik jeg sagt, at jeg elsker musik? For det gør jeg virkelig!

Gospelkoncert >
CV >